Nihilistisk Folkeparti er dømt til at være et et paradoks, nærmest pr. definition, og det er et af de (mange) tiltalende aspekter ved partiet, som jeg betragter som det mest seriøse (!) parti på den danske politiske arena. Det er klart, at når man ikke anerkender virkeligheden, men alligevel melder sig som aktør på den danske politiske scene, hvor de andre aktører - primært politikerne og medierne - på illusorisk vis mener, at der er en virkelighed, at man så løber ind i problemer. Derfor mener jeg, det ville være godt, hvis NFP i højere grad betonede og vedkendte sig, at det er et paradoks at arbejde i politik og samtidig ikke tro på, at man kan gøre verden bedre.
Paradokset blev tydeliggjort i går aftes på DR2, hvor talkshowværten netop stillede chefideologen et spørgsmålet om NFP ønskede at ændre verden til det bedre. Efter et mislykket forsøg på at vige uden om, endte det alligevel med et slags 'ja'. Selvfølgelig var det et produkt af en snedig spørgeteknik, der ikke havde rod i de filosofiske erkendelser, der ligger til grund for meget af NFPs politik, men netop havde rod i den medieskabte spin-virkelighed, en virkelighed, hvis eksistens, der er bred konsensus om hos politikere og medierne.
Men egentlig, når man vedkender sig og betoner paradokset, ser jeg ikke, at det er helt umuligt at sige: ja, vi ønsker at forandre verden. Når man, som jeg fornemmer NFP gør, forsøger at omsætte filosofisk erkedelse til egentlige politiske tiltag, eksempelvis psykedeliske farver i metroen, hvor argumentationen er, at det ville inspirere pendlerne til at bruge dagen på noget mere muntert og måske indse, at deres arbejde alligevel er ligegyldigt, er det jo svært at sige, at man ikke ønsker noget (godt) for andre.
Jeg havde nok - som nyligt overbevist nihilist - besvaret spørgsmålet nogenlunde sådan her:
Vi tror ikke på, at man kan ændre verden, men vi ser selvfølgelig gerne, at flere danskere indser, at de er nihilister, og vi ønsker at inspirere dem til at indse, at der ingen virkelighed, fremskridt, eller værdier er - og få dem til at erkende deres absolutte ligegyldighed i det store kosmos. Så ja, vi vil gerne forandre verden - hverken til det bedre eller værre - men til ingenting.
Normalt fungerer det sådan her:
Indsigt/erkednelse -> teori -> praksis.
NFP, som jeg ser det, springer teoridelen over, og omsætter direkte indsigt/erkendelse til praksis, og det er - ikke bare seriøst, men også fornuftigt, sjovt, og tiltrængt.
Jeg håber ikke jeg tager NFP alt for seriøst, misforstået noget helt grundlæggende, eller at jeg virker for analystisk/spindokteragtig, men jeg mener, at NFP er et yderst velkomment parti på den danske politisk arena, og jeg håber de bliver repræsenteret.