program

ideologi

politik

Kulturpolitik

Kultur er formidler af mening og værdier. Kultur er et magtmiddel. Den undertrykker. Al kultur der skaber mening, skal afvikles.

Meningsskabende kultur er blot en del af civilisationens forsøg på at ophæve alles naturlige krig mod alle. Enhver, der har været til ophørsudsalg eller har bil, ved, at det forsøg mislykkedes. Civilisation som sådan har spillet fallit!

Civilisation som sådan har spillet fallit

Med impressionistiske skagensmalerier, Face­book og selv­udviklings­bøger bliver danskerne holdt fanget i et ide­ologisk fantasispin af mening og værdi. Kul­turens tilbud om flugt fra en meningsløs eksistens er kun æstetiske mani­festationer af meningsdannernes undertrykkende regime.

Nihilistisk Folkeparti kæmper folkets kamp mod kulturkanonen. Vi går derfor i spidsen for en afvikling af al kultur.

Men når al kulturens meningssnobberi er afviklet, er der heldigvis stadig sport.

Danskerne er vilde med sport. I sporten får danskerne mulighed for at udleve deres sande nihilistiske væsen. Her er der nemlig ingen illusioner om mening og formål. Resultatet af en sportskamp er sådan set altid uafgjort. Alle ved inderst inde, at det ikke betyder noget, hvem der vinder en fodboldkamp eller en synkronsvømningskonkurrence. Intet har forandret sig, alt er det samme. Sportsresultater er manifestationen af et formålsløst univers, hvor ingen resultater alligevel betyder noget.

Roligans bliver opslugt af en bevidstløs gruppe­mentalitet, som annullerer skadelige illusioner om godt og ondt. Sport er en nihilistisk kultus. Det er erstatningen for fortidens religiøse fester. Gennem udlevelse af kollektiv, ekstatisk meningsløshed fejrer vi, at alle guder er døde.

Det er en mærkesag for NFP, at alle kulturmidler anvendes til sportsarrangementer.

Hvem har brug for værdier, når man kan se fodbold?

  • Truslen mod Danmark!

    Nihilistisk Folkeparti kræver, at politikerne vågner op! Den største trussel mod Danmarks sikkerhed er indenfor Europas grænser. 

    Læs mere om NFPs udenrigspolitik her...

  • Kagen er en løgn!

    Socialismen lover dig en kage, der ikke kommer. Kapitalismen lover dig en kage, som aldrig har eksisteret. Det handler ikke om at dele kagen anderledes. Det handler ikke om at gøre kagen større. Det hander om at indse, at kagen er en løgn!

    Læs mere om NFPs økonomiske politik her...